Hvad er en rodspidsbetændelse, og hvordan behandles den?
Det bløde væv inde i en tand, som indeholder bindevæv, kar og nerver, kaldes pulpa eller på dansk: 'tandnerven'. Hvis der går betændelse i tandnerven, vil den oftest dø og ligge som dødt væv, der er fyldt med bakterier. Hverken organismens immunforsvar eller antibiotika kan slå disse bakterier ihjel, fordi der ikke er nogen blodcirkulation i det døde væv. Bakterierne giver anledning til betændelse i kæben udgående fra rodspidsen, derfra udtrykket rodspidsbetændelse.
I de fleste tilfælde kan problemet klares ved en rodbehandling, hvor den døde tandnerve fjernes, og rodkanalen desinficeres og fyldes. Dette er ofte en utaknemmelig opgave, fordi bakterierne har mange steder at gemme sig, og måske overleve rodbehandlingen. Bl.a. er rodkanalens tværsnit sjældent cirkulært ligesom de instrumenter, man renser ud med. Ved rodspidsen findes små bikanaler, som tandlægen ikke har en chance for at rense effektivt. Derfor skyldes opblussen af betændelse på en rodbehandlet tand oftest ikke, at rodbehandlingen ikke er udført korrekt.